
Rhodos 7. - 14. juni 2014:
Tidlig lørdag morgen med
afgang fra Rønde 03,30 med bus til Billund Lufthavn, var 40
morgenfriske og forventningsfulde pensionister klar til en god
ferieoplevelse på Rhodos med Bravo Tours, som rejsearrangør. Der
var planmæssig afgang med Primera Air fra Billund kl. 08,00 og
efter at have stillet urene 1 time frem var landingstidspunkt i
Diagoras lufthavnen ved Rhodos kl. 12,30. Efter kort tids kørsel
fra lufthavnen indtog vi så Hotel Blue Sky midt i Rhodos by og
lige ved kysten.
Ved informationsmødet
lørdag eftermiddag mødte vi vor guide Daniel, som fulgte os på
turene i løbet af ugen og som vi alle var meget tilfredse med.
En rigtig god, vidende og charmerende ung mand, som servicerede
os på bedste vis.
Dag 2: Søndag var til fri
disposition, hvor vi på forskellig vis fik et indtryk af
hotellet og Rhodos by.
Dag 3 mandag: Var
der halvdagsudflugt. Første stop var Filerimos Bjerget med det
berømte 20 m høje kors,
hvor vi også beså klosteret og kirken på
bjerget. Vejret var perfekt med en fantastisk udsigt fra toppen
over Ialisos og Ixia.
Herefter gik turen mod
Rhodos by, hvor første stop var ved Rhodos Akropolis og den
antikke Stadion med historien om stedet spændende fortalt af
Daniel. Halvdagsturen sluttede med rundvisning i "Den gamle
bydel", som jo er hovedattraktionen på Rhodos. Efter frokost på
egen hånd og for egen regning gik turen så tilbage til Hotel
Blue Sky.
Dag 4 tirsdag:
Heldagsudflugt med overskriften "Fantastiske Rhodos". Dagens
første
stop
var i byen Arhangelos, hvor vi besøgte et af øens få
oliepresserier. Foruden selve presseriet var der også udstilling
af de gamle redskaber og en butik, hvor der blev handlet
flittigt. Olivenolien har altid spillet en central rolle i
grækernes liv.
Herefter gik turen til
byen Lindos også kaldet "den hvide by". En del fulgte - trods
varmen - guiden til fæstningen på toppen og andre slappede af i
de gamle smalle gader eller beså den lille kirke midt i byen.
Videre til byen Apolakkia,
hvor vi spiste en lækker frokost med vand og hvidvin på bordene
(med i prisen). Efter frokosten gik turen
igen nord på mod Rhodos by med stop for kik og foto på et godt
udsigtspunkt. Der var også stop ved et par boder, hvor de blev
handlet med lidt forskelligt lokalt og et stop for en lille
kaffe- og is pause. Under hele turen blev vi meget inspirerende
orienteret om grækerne og Rhodos af vor guide Daniel.
Dag 5 onsdag: Var til fri
disposition og mange fandt tilbage til Den gamle bydel, shoppede
eller badede fra stranden. Vi var jo på halvpension og det skal
da nævnes, at det var en meget flot og lækker buffet vi blev
præsenteret for hver aften, ligesom også morgenbordet var stort
med hvad dertil hører.
Onsdag var der af Bravo
Tours arrangeret grillaften på et andet hotel. Den aften var
også inkluderet i prisen.
En hyggelig aften med spisning og lidt underholdning. Det var
også sidste aften, vi havde med guiden Daniel, og vi fik på
passende vis sagt en velfortjent tak med en lille indsamling i
bussen og lidt fra foreningen.
Dag 6 torsdag: Fri
disposition: Halvdelen af selskabet tog på sejltur til en mindre
ø Symi, mens resten valgte Rhodos by. 
Dag 7 fredag: Fri
disposition til afslapning ved havet, shopping eller den gamle
by endnu engang inden kufferten igen skulle pakkes.
Dag 8 lørdag: Planmæssig
afgang fra Diagoras lufthavnen kl. 13,30 og igen tilbage i
Billund dansk tid kl. 16,25.
En rigtig god tur med
mange oplevelser, et godt socialt samvær og et rigtig godt hotel
og vejret var med os hele ugen.
tekst og foto
Poul R. Poulsen |