Hamburg 10. - 12. august 2015:

Dag 1: " Et anderledes Hamburg" var overskriften på et godt tilbud fra Ans Rejser til en 3 dages bustur til Hansestaden Hamburg, og de 43 deltagere fik virkelig et andet billede af Hamburg, end det vi normalt oplever, når vi følger motorvejen sydpå gennem tunellen ved Elben.
der var afgang fra Thorsager kl. 07,00 og Rønde 07,15.

Buskaffen med bolle og snegl, som Ans Rejser er kendt for, blev indtaget ved en rasteplads før Vejle og herefter gik det vestpå med grænseoverkørsel ved Niebüll og første stop ved en tysk grænsebutik, hvor vi lige kunne købe bl.a. billige drikkevarer m.m.

Vi fortsatte gennem Nordfriesland med Friedrichstadt, Husum og Eiderdæmningen med et stort sluseanlæg, hvor frokosten blev indtaget. Vor meget dygtige guide Aksel Evin Olesen gav os under hele turen et meget bredt indblik i den nordtyske historie, helt tilbage til den tid, hvor Danmark ejede området, helt til Altona ved Hamburg.

Næste mål var Wilkomm-Höft i Wedel ved Elben. Et meget smukt område, hvor større skibe bliver hilst velkommen til Hamburg med musik/nationalmelodien og tale. Vi fortsatte herefter til Blankenese. Engang et lille fiskerleje, men nu blandet med store statelige villaer.

Dagens sidste mål var den gamle danske by Altona, i dag en forstad til Hamburg, som den danske konge Frederik den III for 350 år siden ( i 1664) gjorde til købstad. En meget flot "indkørsel" til Hamburg med store grønne områder, flotte villaer / palæer og udsigt til Elben.
Herefter var det til vort hotel Tryp By Wyndham med god tid til inkvartering

Dag 2: Rundt i Hamburg. Første stop var ved den gamle Elbtunnel, som blev bygget i 1911 og var i fuld funktion indtil den nye tunnel på motorvej A7 var færdig i 1975. Det var en spændende oplevelse, at blive kørt 25 m ned i elevator og så gå turen på 625 meter under Elben. Der er 2 tunnelrør og kun plads til én bilbane i hvert rør.

Næste stop var havnerundfart, hvor vi fik en længere guidet rundtur i det kæmpe store havneområde med afgang fra Landungsbrücken, som jo også kendetegner Hamburg. Det store krydstogtskib er Queen Elizabeth.

Efter frokost på én af havnecaféerne fortsatte turen gennem den gamle bydel St. Pauli og Reeperbahn, der betragtes som hovedgaden i det farvestrålende og kaotiske forlystelses- og havnekvarter.

Herefter videre til centrum ved strøggaderne med en gå tur til Hamburger Rathaus, storbyens enorme rådhus-bygning. Vi fik et kik ind i rådhushallen og tid til en lille forfriskning i rådhusgården. Herefter gik det tilbage til bussen og hjem til hotellet til aftensmad. Vi havde håbet og lagt op til en hyggeaften med sang og lidt musik. Men ak! Det var strengt forbudt at spille og synge i restauranten, så vi var lidt skuffede.

Dag 3. Igen en dag med nye spændende oplevelser. Efter at kufferterne igen var i bussen og vi forlod hotellet, kørte vi først en rundtur i det store pakhusområde i havneområdet og fortsatte over Elbbrücke til Altes Land, som er et meget stort fladt landområde med frugttræer. Vi gjorde pause i en mindre by, som på "Hollandsk" vis havde kanaler i gaderne. Mon ikke det er Lomumba, der serveres ved bussen.

Herefter gik turen nordpå, men inden det traditionelle stop for indkøb før den danske grænse, gjorde vi holdt ved en rasteplads, hvor vi spiste frokost.

Tre rigtig gode dage, begunstiget med godt vejr og et rigtig godt socialt samvær og ikke mindst en rigtig god guide fra Ans Rejser.

tekst og foto
Poul R. Poulsen