Haderslev Fjord - Årø 2012
 

Foråret var rigtig kommet til Danmark med godt vejr, da 61 glade pensionister den 22. maj 2012 tog på forårets løvspringstur til Haderslev.

 

Naturen viste sig fra den allerkønneste side med grønne træer i mange farver og blomstrende grøftekanter

 

Efter sidste påstigning i Ugelbølle kl. 07,40 gik det i dobbeltdækker bus fra Auninr Turistbusser hurtigt uden stop ad motorvejen til Haderslev Havn, hvor hjuldamperen Helene var klar til sejlads på Haderslev Fjord.

 

Målet var et besøg på Årø, hvor en guide ventede. Der blev serveret morgenkaffe med rundstykker på udturen og dejligt at der også kunne købes en ”lille én” til halsen.

 

Den 6-7 sømil lange sejltur ad den smalle og bugtede fjord er meget varieret og giver den sejlende en enestående chance for at komme tæt på naturen langs bredden med dyreliv, flotte haver og bygninger, krydret med kulturhistoriske minder om livet som det har været levet langs med fjorden i flere århundreder.

 

Efter knap 2 timers sejlads var der ankomst på Årø, hvor guiden stod klar til en hurtig rundvisning på Årø med dens 163 indbyggere. For dem der ikke deltog i rundvisningen var der et dejligt ophold ved kajen, hvor der var livlig skibssejlads og en dejlig duft af fisk og havn.

 

Vel ankommet igen på hjuldamperen Helene, hvor der var dækket fint til frokost med 3 stk. smørrebrød pr. person gik turen så tilbage til Haderslev. En rigtig flot sejltur, som blev nydt i fulde drag.

 

foto: Årø Kirke.

- lidt sjovt navn til bænken på Årø Havn


Fra Haderslev var næste stop med bussen Tyrstrup Kro ved Christiansfeld, hvor der ventede et stort kaffebord med hjemmebagt kringle og sønderjysk lagkage.

En dejlig kulinarisk oplevelse. Samtidig var der god tid til at bese kroen både ude og inde. Tyrstrup Kro er 350 år gammel og er en flot og meget veldrevet kro og bestemt et besøg værd.

 

Herefter gik turen så tilbage til Rønde og Omegn med hjemkomst ca. 18,30.

 

En meget vellykket tur med gode oplevelser, en rigtig god stemning og begunstiget af flot vejr.