En eftermiddag på Cafe Hack

Cafe Hack er et program på DR p4. Det bliver optaget om torsdagen og sendt i radioen søndag formiddag. Vi havde fået tildelt 47 billetter, så det var først-til-mølle, der gjaldt. Der er plads til 85 personer.

 

Vi kom til Cafe Hack i Århus kl. 10 torsdag den 19. juni. Ved ankomsten fik vi et glas champagne og fandt vore pladser, mens vi nippede til glasset og snakkede med sidemanden.

 


Søren Dahl
ved klaveret
på Café Hack i Århus

Så byder Søren Dahl velkommen og fortæller lidt om, hvordan programmet Cafe Hack er blevet til. Han fortæller om de gæster, han har haft i cafeen, såsom ministre, sportsstjerner og mange andre kendte mennesker.

 

I dag er det kuglestøderen Joachim B. Olsen og den unge Martin fra programmet X­ Faktor, der er gæster.

 

Så bliver der sat brunch på bordet, meget lækkert og indbydende. Mens vi spiser maden, fortæller Søren Dahl små historier og anek'- doter, også om sin svigermor - den stakkels dame må stå for skud hver søndag i radioen. Han fortæller også, at dette program er billigt at producere, da vi selv betaler for maden, og det er jo også rigtigt.

 

Så kommer Joachim B. Olsen.

Han fortæller om sit træningsprogram som kuglestøder, bl.a. hvilken mad han må spise. Joachim var 10 år, da han begyndte sin atletikkarriere; han fortæller om optur og nedture, om skader, om pressens magt med de skrevne ord, sin kamp for at komme med til OL i Kina i august, hvor han er udtaget. Joachim fortæller også om, hvordan træningen foregår op til store konkurrencer, og hvor vægten skal ligge i et stød, fordelt på ben, mave og armens muskler.

Lige nu er Joachim skadet; et drej ved et kuglestød var årsag til en forstrakt muskel i låret. Han får intensiv behandling og mener selv, at det er blevet bedre, så selvfølgelig skal han med til OL. Så spilles der musik fra OL i 2004; vi vifter med danske flag og ønsker Joachim B. Olsen en god tur til Kina, og selvfølgelig vil vi heppe på ham hjemme foran skærmen.

 

Efter en pause med musik og radioavis bliver kaffen serveret i en meget afslappet stemning. Søren Dahl er igen alle steder med små ord og et smil på læben.

 

Nu kommer den unge Martin på scenen. Martin blev kendt i hele Danmark, da han vandt i X-Faktor, et program for unge talenter på TV. Han betog alle med sin ligefremhed og unge charme.

 

Martin bor hjemme hos sine forældre; han fortæller, at det der med at rydde op på sit værelse, det er han ikke meget for! Han kan lide at bo på hotel, her er der nemlig andre, der reder hans seng, men det er nu rart at komme hjem igen til mors kødgryder og kammeraterne. Martin vil kun lave de sange, han kan stå inde for. Han synger et par sange for os, og vi ønsker den unge mand held og lykke på hans vej fremover.

 

Det var en god formiddag. En dejlig brunch, ingen klager på den. Søren Dahl er god til at få alle til at føle sig godt tilpas, og han får programmet til at fungere på en afslappet måde. Timerne flyver af sted, og Søren Dahl er stadig god for en historie. Her er en af dem:

 

>Da Sørens storebror blev konfirmeret, slog bedste-faderen Søren på skulderen og sagde: "Næste gang bliver det din tur". Den vane havde han ved alle fester, men nu får Søren hævn. Når et ældre medlem af familien er gået bort og skal begraves, slår Søren bedstefaderen på skulderen og siger: "Næste gang bliver det din tur."<

 

Således sluttede et besøg på Cafe Hack. Men forinden havde vi naturligvis sunget Midsommervisen, fordi optagelsen skulle sendes i radioen den 22. juni, dagen før Sankthans.

 

Kirsten Kristiansen
Rønde og Omegns
Pensionistforening